Jeg vil have, at folk tolerer min modvillighed mod at opbygge flere moskeer i Danmark. Tolerance er et underligt begreb. At tolerere nogen eller noget kan betyde enormt mange ting, både forståelse af dennes handlinger, men også ligegyldighed over for disse. Hvad der rent faktisk er at tolerere, er en subjektiv sag. Tolerance er en slags ”accept” af et særpræg, og hvis man tænker over hvad grunden kunne være til nogle former for menneskelig intolerance, bliver man hurtigt forvirret. For eksempel at det ikke tolereres, at gå nøgen rundt på gaden. Selvom det i mange tilfælde kan være stødende at en eller anden ville gøre sådan, så er synet jo kun et eksemplar af menneskelig anatomi, af hvad vi selv har. Hvad vi ser, er til gengæld noget, der må være ’galt’ med personen, på grund af individets særprægede opførsel. Lad mig lige slå fast – det er noget helt andet at forstå en handling, end det er at tolerere den.  

Men hvad der i vores kultur kan være tabu og ikke tolereret, kan jo i andre kulturer være fuldt ud normalt. Dette grunder i, at vores moralitet og etik er forskellig, både afhængig af religiøs overbevisning, men også geografisk placering.

Men hvorfor tolerere? Uden tolerance er der intet pusterum, ingen plads til udfoldelse. Der er ikke plads til kunst og der er ikke plads til fri vilje. Et intolerant samfund kvæler sine borgere, og fratager mennesket dets basis for nyskabelse. Hvis ikke, man føler at andre individer har en grundlæggende accept af éns handlinger, så kan det være svært for mange at fortsætte – også selvom deres handling udelukkende både gavner samfundet og dets borgere. Hvis vi tolererer hinandens fejl, så ender vi alle med at føle os mere accepterede i samfundet, og der vil være en mere afslappet holdning til eksistens generelt.

- Jesper